Nyheder
standard banner.jpg

Sangakademi sikrer gaveregn over skoler og spillesteder.

Administrativ leder i Sangakademiet Henrik Rønnow er ikke i tvivl. Haderslev Kommune har gjort et scoop ved at blive udpeget til Spil Dansk Kommune af Spil Dansk Sekretariatet i København.

 

Hvert år får op til 15 kommuner tilbuddet om at blive Spil Dansk Kommune, og nu er æren altså tilfaldet Haderslev Kommune, der skal være Spil Dansk Kommune i 2013.

At være Spil Dansk Kommune betyder blandt meget andet, at Haderslev Kommune får tilbudt koncerter, mulighed for at tage en gruppe med til hovedstaden og besøge musikinstitutioner, og at komponister og sangskrivere kommer på besøg på skoler, efterskoler eller gymnasier for at lave en workshops. I det hele taget er mange af tilbuddene til Spil Dansk Kommunerne rettet mod skolerne.

- Det betyder, at der kommer en sand gaveregn, siger Henrik Rønnow.

Haderslev Kommune skal betale 30.000 kroner for at være Spil Dansk Kommune. Disse penge har Udvalget for Børn og Familier allerede har bevilget. Ifølge Henrik Rønnow er der imidlertid tale om en rigtig god forretning.

- En lang række faglige organisationer indenfor musik- og kulturlivet, herunder KODA, der varetager musikernes ophavsret, yder ganske betragtelig økonomisk støtte til de mange Spil Dansk aktiviteter. Samlet set har hele Spil Dansk pakken en værdig på langt over 100.000 kroner, forklarer Henrik Rønnow

I forbindelse med at alle de musikalske tilbud bliver koordineret, spiller Haderslev Sangakademiet en central rolle.

- Vi skal i sangakademiet løse opgaven med at fordele de mange aktiviteter, forklarer den administrative leder.

Traditionen tro er den sidste torsdag i oktober officiel Spil Dansk Dag, men som Spil Dansk Kommune, vil de mange arrangementerne i Haderslev Kommune blive spredt ud over en længere periode. Spil Dansk aktiviteterne kommer således til at sætte sit præg på kommunen helt frem til foråret 2014.

Alle brikker i forbindelse med Haderslev Kommunes nye status som Spil Dansk Kommune er ved at falde på plads. I højre kolonne her på hjemmesiden kan man læse om aktiviteterne, og om hvordan man kommer i betragtning til et af de mange musikalske tilbud.