Nyheder
standard banner.jpg

90 MGK elever sang klassisk

I ugerne op til koncerten havde sangerne deltaget i korprøver på MGKs afdelinger i Esbjerg, Sønderborg, Haderslev og Kolding. På programmet stod engelsk kormusik skrevet til katedraler og netop her gjorde Haderslev Domkirkes store rum med et af Danmarks største orgler god fyldest.

Til at lede det store kor af de mange unge musiktalenter var Domorganist Henrik Skærbæk Jespersen engageret. Ved det store vestorgel sad organist Inga Lindmark og som yderlig akkompagnement ved nogle af satserne kunne man høre en strygergruppe fra Sønderjyllands Symfoniorkester under ledelse af Carsten Dalsgaard Madsen.

Til at sætte ekstra kolorit på koncerten medvirkede den islandske bariton Hafsteinn Thorolfsson som gæstesolist. Thorolfsson har studeret sang og komposition i Island og har fortsat sine sangstudier ved Guildhall School of Music & Drama i London.

Det store korstævne var blevet til i et samarbejde mellem Haderslev Sangakademi og MGK syd, som netop til det klassiske korstævne har valgt at gøre brug af sangakademiets særlige ressourcer.

Sangakademiets to elitekor Haderslev Pigekor og Haderslev Drengekor har allerede bevist, at der ved målbevidst arbejde kan nås langt med unge sangtalenter, og Haderslev Domkirkes korarbejde, som i dag rummer 6 kor med op mod 170 sangere er netop derfor blevet udpeget, som et af 9 sangkraftcentre i Danmark, som skal have særligt fokus på at vedligeholde og udvikle sangtradition og talentudvikling.

Det er netop også for at opfylde den målsætning at sangakademiet er gået i samarbejde med MGK Syd om at tilrettelægge det obligatoriske klassiske sangstævne, som holdes hver andet år for samtlige MGKelever i Sydjylland.

- Vi ønsker med dette samarbejde at manifestere Haderslev Sangakademi som en talentudviklingsressource gerne i samarbejde med musikskole og MGK, udtaler sangakademiets formand Edna Rasmussen. Det er allerede nu sådan, at en del af MGK eleverne i afdelingen i Haderslev er korsangere i akademiet. Det gælder både elever som uddanner sig som sangere og instrumentalister. Dette samarbejde vil vi gerne fremme. Der er en grund til at korsang er lagt ind som obligatorisk fag i MGK uddannelsen. Der opøves både sanger- og musikerkompetencer ved sådan et projekt, som kan komme de unge musikere til gavn senere.